Ved næsten ikke hvor jeg skal starte, men prøver at skrive alligevel... Det er først nu det er gået op for mig at andre ikke føler det samme ubehag, som jeg har gjort, siden jeg var en helt lille pige.
Vil gerne beskrive nogen episoder for dig, som jeg husker fra barn: Er i svømmehallen er nervøs for at nogen kigger på mig, gemmer mig så ingen ser mig. En anden episode: Jeg møder to fra den anden skole, har set dem før, tænker de ikke kan lide mig, og de vil mig ondt. Det fylder enormt meget i mine tanker. Tænker meget på, hvor jeg bevæger mig hen for jeg prøver at undgå steder, jeg kan møde dem. Det føltes så frygtelig for mig at stå foran dem. Når jeg er på besøg hos min kæreste, kan jeg ikke gå ned og snakke med hans forældre, fordi jeg er nervøs for, hvis de nu spørger mig om det eller det, eller at jeg får sagt noget forkert som lyder underligt. Jeg føler mig hele tiden på vagt. Hvis jeg skal med toget, frygter jeg at møde nogen jeg ikke bryder mig om... Det ender tit med, at jeg falder i med at drikke for at holde de tanker væk. Jeg føler bare jeg vil være alene, så jeg kan slippe for de ubehagelige tanker. Mit problem er også, at jeg nogen gange kan føle meget ubehag, selvom jeg snakker med mennesker, og har det fint nok, så er jeg bare urolig og har ubehag indeni . Føler ikke andre kan forstå mig. Ved ikke, hvad jeg skal gøre ved alt det her?
Hilsen Mette
Kære Mette
Som du beskriver dine vanskeligheder kunne det dreje sig om socialangst. Du beskriver mange situationer hvor du føler dig enormt utryg og har ubehag i forbindelse med andre mennesker, at de kunne vurdere dig negativt eller at du kunne komme til at sige noget forkert.
Du skriver desuden at du oplever uro og ubehag, selvom du ikke taler med mennesker. Jeg ville derfor også tænke om der kunne være depression der er tilstødt i forbindelse med at have levet med angst og haft det så svært længe. Du skriver også at du nogle gange drikker alkohol for at udholde tankerne, hvilket man kan synes dulmer problemerne kortvarigt, men jo aldrig hjælper på længere sigt. Der findes heldigvis hjælp, så du kan få det bedre og ikke være så alene om at klare de svære tanker og følelser.
De ovennævnte forslag til problemernes art skal selvfølgeligt ikke stå alene på baggrund af en mail. Men jeg tænker, at det kunne være en indfaldsvinkel til at få belyst dine vanskeligheder og blive henvist til behandling, hvor det så også nærmere kan udredes hvad du har brug for.
Mit råd vil være, at du kontakter din egen læge for at blive henvist til behandling. Dette kan foregå hos privatpraktiserende psykolog eller i ambulant regi på et sygehus i din region. Der findes gode tilbud med gruppeterapi kombineret med individuelle samtaler.
Jeg håber at svaret her kan hjælpe dig i gang med at komme godt videre.
Bedste hilsner,
Mette Lauritzen
Cand.psych.aut. Specialist i Klinisk Psykologi
