Kort om mig:
Jeg begyndte i 18 års alderen at føle mig anderledes og fremmedgjort, selv hvis jeg var blandt nære venner og jeg blev lidt flov eller usikker, hvis fx en ven lige lavede sjov med mig og folk grinede af mig (selvom det var venligt ment). Så jeg forsøgte altid at drikker hurtigt så jeg blev hurtigt fuld, hvorefter usikkerheden forsvandt og jeg kunne slappe af. Denne måde at takle tingene på har fuldt mig hele vejen til min voksenalder, hvor jeg stadig den dag i dag, hurtigt gerne vil ha lidt alkohol indenbords for lige at dæmpe den værste generthed – selv sammen med min nærmeste familie. Jeg har røget cigaretter siden jeg var 16 år og gør det stadigt. Men jeg har altid holdt det skjult for min familie. Jeg røg hash hver dag i 4 år (fra 20 års alderen til 24), men passede mit arbejde som salgsekspedient og beherskede min generthed selvom, at jeg hver dag talte med kunder.
Men jeg har altid forsøgt at undgå situation, hvis jeg følte jeg skulle præstere noget hvor jeg kunne blive til grin eller miste anerkendelse. Dette har betydet at jeg ikke har gjort ting jeg egentlig inderst inde gerne vil ha’ prøvet mig selv af i.
Her er den virkelige grund til, hvorfor jeg skriver:
For 9 år siden mødte jeg en Japansk pige her i Danmark og hende og jeg fandt hurtigt sammen. Hun boede hos mig i 3 måneder, fordi hun var her på turist visum. Jeg fortalte ikke min familie om hende, hvilket betød, at når jeg tog hjem til min familie efterlod jeg hende alene i min lejelighed, hvilket hun blev meget ked af. Efter hun rejste hjem til Japan begyndte hun at beskylde mig meget og sige, at jeg behandlede hende elendigt og jeg ikke var noget værd. Jeg blev straks panisk over det og lovede hende alt muligt og sagde jeg vil gøre alt for hendes kærlighed. Jeg droppede mit arbejde og drog til Japan i 3 måneder for at bevise det for hende, hvorefter jeg startede på at læse Japansk på universitetet for at vise min kærlighed og samtidig forbedre vores chancer for at være sammen. Efter 6 år sammen (Frem og tilbage mellem DK og Japan. Mange nedture, opture og skænderier, som endte med at hun truede med selvmord flere gange osv. Ret kaotisk). Jeg slog så op med hende efter at jeg pludselig fik flyskræk og jeg opsøgte en psykiater som sagde det måske skyldtes det turbulente forhold. Efter et år. Skrev hun til mig at hun havde indset at jeg var den eneste ene for hende og hun gerne ville komme og besøge mig. Jeg savnede hende stadig og derfor sagde jeg ”ja” til ideen. Hun kom først 1 uge, hvorefter vi aftalte at jeg skulle rejse til Japan og se hende. Men igen så kunne jeg ikke, da jeg blev panisk overfor tanken om at flyve derovre. Hun droppede så sit arbejde og lejlighed og tog hertil Danmark på working holiday visum. Hun kom fordi jeg havde indvilget i at formålet var at gifte os. Egentlig var jeg super meget i tvivl på grund af mig selv og på grund af hvordan vores forhold havde været. Det hele endte i jeg gik i panik og hun blev super ked af det og vred (naturligvis) og hun rejste tilbage og bad mig aldrig kontakte hende igen. Jeg hadede mig selv for ikke at kunne håndter situationen på en bedre måde og for at ha’ slæbt hende igennem alt dette (givet hende forhåbning og derefter væltet alt).
Efter godt 5 måneder møder jeg en anden pige til en fest hos mig (også en Japaner gennem mit netværk fra universitet). Vi ender med at være sammen den aften og ha sex og ses efterfølgende 1 uge inden hun skal tilbage til Japan. Herefter holder vi kontakten gennem emails og skype. Egentligt tænkte jeg ikke så meget over om det skulle være noget seriøst, men fantaserede om at se hende og ha sex med hende igen og jeg syntes dertil også at hun er rigtig sød og en rolig pige. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke faldt for hendes udseende, men i første omgang sex for senere at finde ud af, at hun også var en virkelig sød og betænksom person, som viste accept for hvem jeg er.
Nu har hende og jeg været sammen i godt 3 år, i et langdistance forhold, hvor hun har besøgt med 2 gange 3 måneders varighed og jeg har besøgt hende 2 gange (den ene gang arbejdede jeg 6 måneder i Japan). Hun vil rigtig gerne giftes og det har vi talt om i over et år nu. Men da jeg arbejdede i Japan var jeg hende utro med en anden kvinde, som jeg ikke helt ved, om jeg er vild med eller om det bare er min lyst til at prøve mig selv af, om jeg kan finde noget bedre. Jeg har sagt til min kæreste at jeg elsker hende og selvfølgelig gerne vil giftes, men har altid haft en undskyldning for hvorfor det ikke lige skulle være nu. Efter jeg tog hjem fra Japan, aftalte min kæreste og jeg, at vi skulle gifte os og hun ville besøge mig i Danmark. Inden hun kom hertil, blev jeg angst og søgte Psykologhjælp, som ikke rigtig trøstede mig eller hjalp mig, finde min egen stemme. Jeg blev bange for tanken om et ægteskab og alle de katastrofale følge det vil ha’, hvis jeg gifte mig og finde ud af det er et forkert valg (fordi hun er Japan og dermed giver alt op for at komme her og må tage hjem dybt skuffet, hvis jeg fortryder). Vi har nu aftalt en dato for, hvornår vi skal giftes og hun har fortalt hele hendes familie og vi har ordnet papirerne på kommunen osv. Sagen er, at jeg ikke har fortalt nogen som helst om det. Jeg har heller ikke fortalt min kæreste at ingen på min side ved noget om det. Fordi jeg hele tiden er angst for det og tænker, at jeg måske aflyser vielsen og derfor ikke bør sige noget før jeg er helt sikker. Samtidig har jeg stadig kontakt til den kvinde jeg var min kæreste utro med og løjet og sagt jeg ikke er sammen med min kæreste længere og hun tror derfor vi har en chance.
Jeg kan se min situation begynder at ligne min forrige på en prik, hvis jeg aflyse alting i sidste øjeblik, hvilket skaber angst for mig. Jeg har angst for at såre min nuværende kæreste ved at aflyse alting og jeg har angst for at gifte mig, fordi måske får jeg lyst til en anden senere. Jeg er også angst for at afslutte kontakten til pigen jeg var utro med fordi, hvad nu hvis hun er den rette. Både pigen jeg var utro med og min kæreste har sider som jeg holder meget af. Folk siger altid til mig ”følg din mave fornemmelse og så ved du om du elsker en pige eller ej”. Jeg kan ikke føle denne ”mavefornemmelse, men kun angst i en vigtig situation. Jeg har svært ved hvad ordet ”kærlighed” betyder? Jeg tænker meget på om min kæreste nu ser godt nok ud, så jeg ikke skal være flov over hende når jeg går ud med hende osv. Jeg ved det er overfladisk, men den tanke har jeg svært ved at mane til jorden. Jeg roser altid mine kærester meget og siger søde ting til dem også selvom jeg nogle gang tænker en kritisk tanker om dem, så siger jeg det de gerne vil høre. Jeg ved jeg har et eller andet problem, men jeg har besøgt 4 forskellige psykologer og alle har forholdt sig til den krise situation jeg var/er i og aldrig til om jeg fejler noget. Jeg vil gerne alle mennesker det bedste og ikke såre dem eller blive såret, men jeg ende altid med at gøre begge dele af angst for at træffe en forkert beslutning der bliver svær og for følelsesladet at ændre på senere i livet.
Dertil mit spørgsmål: Hvad tror du/I jeg fejler? Jeg kan identificere mig med dependent, avoidant personlighedsforstyrrelse samt social angst. Men ikke i alting fra dem, dog ser jeg mange ligheder i forestillingen om mig selv og verdenen.
Kærlig hilsen den desperate
Kære desperate
Tak for dit lange brev. Du spørger hvad du fejler og at du kan identificere dig med dependent avoidant personlighedsforstyrrelse og social angst.
En personlighedsforstyrrelse er jo som navnet antyder, et udtryk for at man er for styret af sine følelser. Det lyder umiddelbart som om du er meget styret af en grundlæggende angst for at fremstå ”forkert”. I forlængelse af din nuværende situation ses dette også ved angsten for at skulle skuffe eller såre dine kærester og dermed fremstå negativt i deres optik. Desværre viser din beskrivelse at det ofte alligevel er det, der bliver resultatet og at det kun bliver værre jo længere tid du undgår at konfrontere dine kærester med dine egne følelser af tvivl og angst. På den måde resulterer forsøgene på at undgå angsten blot i en selvopfyldende profeti og dermed i endnu mere ubehag.
Jeg tror derfor at du har brug for at arbejde mere dybdegående med din angst for at fremstå ”forkert”. Du skriver også at du har svært ved at mærke dig selv og dine egne følelser ud over angsten for hvad dine kærester, familie og fremmede på gaden kunne tænke. Dette gør det endnu mere relevant at du får noget hjælp til at skille tingene ad og finde ud af, hvad det er der er på spil, siden denne angst stjæler så meget af din energi og fokus.
Ud fra din nuværende situation, kunne det derfor lyde som om at din første opgave nok må være at afvikle dine forhold til de to piger og tage fat på dig selv, før du er klar til at engagere dig i et forhold igen.
Hilsen Pia
