Jeg skriver til dig, fordi min kæreste lider af angst, som er ødelæggende for vores forhold og fremtid.
Men først lidt om baggrunden. Vi har kendt hinanden i små fire år.
Jeg er 31 og han er 39 år.
Da vi mødte hinanden, var han blevet skilt for omkring halvandet år siden.
Ekskonen gik med en anden. Herefter ser han nu sine børn hver anden weekend.
Vores problem ligger i at for omkring 2 1/2 år, siden nævnte jeg for første gang for ham, om han havde tænkt over om han havde lyst til at få flere børn.
Men føler jeg blev opfattet helt forkert, og han gik i panik.
Jeg mente ikke, det skulle være her og nu, men det var som om, at han stod helt af og skulle aldrig mere noget som helst, fordi ekskonen havde taget børnene fra ham.
Hvilket jeg jo ikke kan gøre for. Læs også: Medicin mod angst
Jeg spurgte kun, fordi jeg elskede ham og kunne mærke at jeg godt kunne tænke mig at stifte familie med ham.
Men dengang gik det helt skævt over det.
Må indrømme at det nok også var det største afslag, jeg har fået i mit liv, på et spørgsmål som betød meget for mig, og som jeg også havde samlet mod til at spørge om.
For mig er det livets største gave, at nogen elsker en så højt, at de ønsker at give en sådan en "Gave".
Men efter det skændtes vi meget om det, og vi flyttede hver for sig efter et stykke tid, fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne give afkald på mine ønsker.
Han sagde også, at det ikke havde noget med mig at gøre, men at han var bange for at det hele ville gentage sig igen.
At jeg ville gå og tage børnene med.
Men efter jeg flyttede, har vi nu været sammen i 2 år igen, fordi det stoppede ligesom aldrig, vi elsker også hinanden.
Problemet er bare, at det gør vi stadig.
Men hver gang jeg nævner det, så tager angsten over, og han siger, at han også drømmer om det , men angsten gør, at han ikke kan.
Det er så svært at forstå for mig. Læs også: Angst i forbindelse med mit forhold
At man er angst for at miste.
For der ville jo ikke være noget større for mig end at få børn med ham og dele resten af livet med ham.
Alene den tryghed ville da være godt for ham i mine øjne.
Og eftersom der er gået 2 1/2 år med afslag på mit største ønske og tiden løber med hensyn til hans alder, så er jeg i syv sind.
Tænker bare at det er en kæmpe drøm, mulighed og chance at spilde, fordi vi ikke kan snakke om det og blive enige.
Jeg ville da også ønske, at han kom i gang og fik gjort noget ved hans fejlantagelser og uhensigtsmæssige tanker om det og lod hans gode drømme om det vinde over det lille monster, som siger nej nej nej gør det ikke, så sker der intet.
Men det værste er jo bare, at så sker det netop, som han er bange for at blive droppet, fordi han ikke kan leve op til mine forventninger.
Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre for jeg elsker den mand så højt og ville så gerne give ham et godt liv igen sammen med mig.
Det er så ærgerligt, og at tiden nu også presser os - ellers ville jeg selvfølgelig give ham mere tid til at finde sig selv.
Mit spørgsmål er, hvad skal jeg gøre?
Kan jeg hjælpe ham på nogen måde, når han ikke frivilligt får gjort noget ved sin angst og dårlige tanker?
Jeg vil så gerne for manden i mit liv. Se også: 3 simple tips til at få dine angstanfald væk
Hej LB
Det er ganske klart ud fra dit brev, at du og I står i en meget smertefuld situation.
Jeg oplever det også som en meget sørgelig situation, for det lyder til, at I har prøvet rigtig meget for at beholde den store kærlighed mellem jer.
Jeg kan godt forstå, at børn betyder meget for jer begge to.
Det gør de for de fleste af os. Se også: GRATIS meditation - Giv slip på angst og stress
Han har dem og har en smerte over en skilsmisse.
Du har dem ikke, og det er din smerte.
Jeg tænker, at det er helt rimeligt, at du bringer emnet om børn op i jeres forhold.
Det er svært at forestille sig, at han ikke har vidst, at det ville komme på et tidspunkt.
Det er naturligt i et parforhold omkring din alder, at man taler om børn, uanset om man vælger dem til eller fra.
Det lyder også til, at det er et punkt, hvor I er grundlæggende uenige.
Du vil gerne have børn med ham, og han vil ikke.
Det lyder til, at han ikke vil på grund af angst.
Men uanset grunden så er virkeligheden, at han ikke vil.
De fleste af os mennesker tror grundlæggende på, at kærlighed kan løse alt.
Det er en dejlig tro, men det er desværre ikke virkelighed.
Hans angst er virkelig, og han har været villig til, at I gik fra hinanden på grund af det.
Du skriver, at du så gerne ville give ham et godt liv sammen med dig, og det har du vel også gjort.
Spørgsmålet er, om han kan give dig det samme?
Uanset hvor højt du elsker og støtter ham, så kan du ikke fikse ham.
Hvis han vil arbejde med sin angst for at beholde dig i sit liv, så må det engagement og ansvar komme fra ham selv.
Og hvis ikke, så må du tage stilling til, hvor mange år du vil bruge fremadrettet på at håbe på, at han ændrer sig?
Måske ændrer han sig på et tidspunkt, måske gør han ikke.
Det kan kun tiden vise. Læs også: Angst for at blive forladt
Jeg har stor forståelse for, at du så gerne vil for manden i dit liv, men han er også nødt til at ville. Og kæmpe for det.
Du kan ikke gøre det alene.
Det er meget hårdt at elske et andet menneske, når det menneske har det svært, og derfor ikke kan være i jeres kærlighedsrelation på den måde, som du har brug for.
Hvad ville der ske, hvis du prøvede at bakke tilbage i forhold til at tage ansvar for at hjælpe ham og i en periode prøvede at fokusere mere på dig selv?
Hvad der er vigtigt for dig, hvordan du gerne vil leve, hvor vigtige børn er for dig?
Måske ville han tage mere ansvar, måske ville du ende med at gå.
Uanset så synes jeg, at det er en god ide, at du lytter mere til dine behov og ønsker.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du finder den rigtige vej for dig.
Med venlig hilsen
Maria Krøl
Autoriseret psykolog
www.psykolog-maria-krol.dk
