Jeg er en dreng på 16 år, som starter på gymnasiet efter sommerferien.

Jeg tror, at jeg har social angst. Jeg bruger meget tid på at tænke over, hvad folk synes om mig, og jeg er tit nervøs hvis jeg skal til fx familiefødselsdag eller lignende.

Jeg føler mig klodset til familiefødselsdage, og tror at de tænker jeg er mærkelig. Læs også: Social angst og PTSD

Jeg ved ikke, om det her er social angst symptomer? Men nu nævner jeg lige de social angst symptomer, jeg har.

Jeg har svært ved at snakke ved bordet når alle lytter, og bliver nervøs når jeg skal snakke med min onkels kæreste. Fødselsdage er faktisk der hvor det er værst. For med mine gode venner har jeg ikke rigtig socialangst, og vi har samme humor.

Min farmor og farfar har jo ikke samme humor som mig, og så når jeg føler, at jeg har social angst oveni, så bliver det allerede en dårlig fødselsdag der.

Men det er underligt for jeg snakker med mange i skolen, og det har jeg både gjort på min gamle skole fra 0. til 9 klasse og i 10 klasse.

Men det er ligesom, at jeg bliver meget nervøs, når jeg skal snakke med en "vigtig" person.

Det kunne fx være en pæn pige, eller en ven som jeg ikke har set i langtid, som er meget populær.

Jeg rødmer og får åndenød, altså ligesom at jeg ikke får nok luft, når jeg snakker.

Andre dage kan jeg virke meget selvsikker, det veksler meget fra dag til dag. Læs også: Angst og gyngende svimmelhed

Jeg har faktisk mange venner, men når jeg ikke har set en af mine venner i langtid, så kan jeg godt blive nervøs, og blive bange for om han nu ikke synes, at jeg er sjov længere, eller vi ikke har noget at snakke om.

Jeg har ikke ville fortælle mine forældre alt det her, da jeg synes, at det er pinligt.

Jeg er næsten for stolt til at tage til en psykolog. Se også: Gratis meditation: Giv slip på angst og stress

Har jeg socialangst?

Jeg har svært ved at skelne mellem generthed eller social angst?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre?

Jeg håber, at du kan give mig et svar.

Kære Martin

Tak for din mail.


Jeg tror, du har ret. Det du beskriver lyder som en snert af noget socialangst.


Det, du skriver, fik mig til at spekulere på, hvorfor du tror, din familie vil synes, du er mærkelig.


Synes de, at andre i familien er mærkelige?


Er din familie meget fordømmende?


Eller er det en tanke, du har fået, som bare sidder fast?


En tanke, du godt ved med dig selv, ikke har grund i virkeligheden.


En tanke, som du skal have smidt ud.


Du skal også have spurgt dig selv, hvorfor det ville være så truende/farligt, hvis nogen faktisk dømte dig (negativt)?


På en eller anden måde har du fået lært din krop (angst sidder nemlig i kroppen), at det er farligt at møde "vigtige personer" (det farlige består her i, at de skulle dømme dig negativt).


Hvis du vil bekæmpe din angst, så er der nok kun én vej frem: At møde så mange "vigtige personer" som muligt.


Gå til så mange familiesammenkomster, som muligt. Se også: 3 simple tips til at få dine angstanfald væk


Så vil du/din krop opdage, at det faktisk ikke er farligt - og at de nok ikke dømmer dig negativt.


Og selv hvis de skulle dømme dig negativt, så er det faktisk heller ikke farligt. Ubehageligt måske, men ikke farligt.


Det her kan nogle gange være svært at gøre alene. Skulle det vise sig at være svært for dig, så kunne det måske være en hjælp at mødes  med en psykolog og få noget hjælp til at gennemføre det med at møde en masse "vigtige personer".


Rigtig held og lykke med at bekæmpe angsten.



Med venlig hilsen

Lise Andersen
Autoriseret Psykolog

Specialist i Børnepsykologi

Tel: 33 160 161