Jeg er 27 år og har lidt af generaliseret angst i mange år, uden at vide det.
Min historie til baggrund for dette tror jeg skyldes for store forventninger og for høje krav fra min familie og mig selv, for bla. at opnå høj status, for at være den perfekte pige og få en ordentlig uddannelse. Jeg har ikke følt at jeg har været mig selv længe, men en maskine der arbejder på maksimalt nivaeu og slider sig selv til sidst, og ikke er blevet passet på og plejet.
Jeg fik først stillet diagnosen for 3 år siden. Indtil da har jeg været igennem meget lange perioder af depressioner uden behandling. Jeg endte med at få konstant hovedpine fra da jeg var 17 år og lider stadig af det den dag idag, bare i en mildere grad. Jeg endte med at få en hovedpine på en skala på 10 fra 1-10. Idag føler jeg mig ødelagt og slidt pga. belastningen i mange år. Det føles som om at min hjerne har taget skade og tænker tit over om det stabiliserer sig selv med tiden? Hver eneste dag går jeg med symptomer som angsten giver mig: Konstant åndenød, føler mig kvalt hele tiden, og begynder med at græde, da min vejrtrækning er meget overfladisk. Jeg bliver svimmel, og har svært ved at være social og koncentrere mig om noget. Min hukommelse er blevet forringet med tiden. Jeg oplever korttidshukommelse hver dag.
Efter at jeg fik stillet diagnosen angst, kom jeg i medicinsk behandling: Jeg har prøvet 2 forskellige slags præparater, som ikke har hjulpet mig, og nu er jeg igang med en helt tredje, som jeg har været igang med 2 dage. Det værste er min vejrtrækning.
Hvad kan jeg selv gøre for at føle at jeg kan trække vejret på en ordentlig måde?
Jeg har arbejdet i 5 år, og nu læser jeg videre, for forandringens skyld, især fordi mit arbejde ikke var godt for mig, men jeg kan ikke tage i skole. Jeg ikke kan følge med i undervisningen, pga. manglende koncentration og mit hoved er belastet så meget, at jeg bliver dårlig af at koncentrere mig så længe. Derfor har jeg valgt at læse derhjemme.
Jeg har svært ved at gå rundt alene, fx til kantinen, til et center, indvendigt går jeg i panik, og jeg besøger aldrig nogen alene fx når vi snakker om at besøge familiemedlemmer, så gør jeg det aldrig alene, og ikke så tit. Det er kun mine veninder der kender til min angst, og det er kun dem der for lov til at vide det. Jeg kan blive helt panisk når jeg bla. tager til en bryllupsfest, eller et center, og skal gå alene fra den ene side til den anden side af stedet, og bander indeni mig selv af rædsel.
Hvad skal jeg gøre? Jeg er 27 og er ikke kommet videre i mit liv endnu, jeg står stadig samme sted, og stadig i den samme onde cirkel. Jeg kan ikke leve mere på denne her måde som jeg gør nu 🙁
Kære Rikke
Mange tak for din mail.
Det er utvivlsomt en hård historie, du har med angst, og jeg håber rigtigt meget, at mit svar kan hjælpe dig videre. Først og fremmest tænker jeg på, om du mon har fået hjælp hos en psykolog med speciale i kognitiv adfærdsterapi? Det er rigtigt godt, at du får medicin og forhåbentligt finder I frem til noget, der virker godt på dig - det er ret normalt at skulle prøve forskellige præparater for at finde frem til det mest virksomme - men det er også afgørende, at man får kognitiv adfærdsterapi mod sin angst, dels for at behandle den optimalt her og nu, dels for at forebygge tilbagefald senere i livet. I terapien er der blandt andet fokus på at få identificeret alle de katastrofetanker og bekymringer, der udspringer af og forårsager den generaliserede angst, og på at lære at udfordre disse bekymringer.
Lige i forhold til generaliseret angst arbejder man også meget med at lære at bekymre sig på en mere konstruktiv facon - slet ikke at bekymre sig er nemlig urealistisk, for alle mennesker har bekymringer dagligt, her har de bare taget overhånd, så man skal have dem ned i et normalt leje igen. Det kan man bl.a. gøre ved at lære forskellige måder at sortere bekymringerne på eller afsætte bestemte tidspunkter til at bekymre sig, sådan at man får indgrænset dem lidt. Hvis du ikke selv har økonomien til at betale for psykologbehandling, burde du med din alder være berettiget til en henvisning - det skal du tale med din læge om, og han/hun kender måske også til en god psykolog med dette speciale.
Flere steder i landet er der også hospitaler, der tilbyder ambulant angstbehandling i gruppe - det kan du også blive henvist til fra din egen læge, hvis der er noget i nærheden af dig. I det hele taget tænker jeg, at det sikkert vil være rigtigt godt for dig at møde andre med angst, da det tit er en lettelse at møde andre, der deler éns oplevelser og mange oplever også, at man kan opmuntre og inspirere hinanden, så gåpåmodet bevares. Kontakt evt. Angstforeningen for at høre, om der en nogle grupper eller møder i nærheden af dig - se på www.angstforeningen.dk.
I forhold til det, du skriver med din hukommelse, er hukommelsesbesvær en meget almindelig gene, der opleves efter stress/belastning og depressioner. Når du er så ung, som du er, ville jeg ikke være bekymret for, at det skulle være kronisk, det plejer at blive meget bedre, når man får det bedre med den lidelse, der har udløst det. Men fortvivl ikke, hvis det tager noget tid; de fleste klienter, jeg ser, oplever, at det er noget af det sidste, der forsvinder helt, og at de kan have lidt tilbage i et stykke tid, selv når de har fået det rigtigt godt. Men det kommer!
Du skriver, at dine problemer med åndedrættet generer dig meget, og her har jeg 2 tips til dig. Rigtigt mange oplever at blive meget fokuserede på vejrtrækningen, når de bliver angste - som en del af kroppens "angst-program" bliver vejrtrækningen hurtigere, når vi bliver bange, fordi vi instinktivt og automatisk vil have mere ilt ned i lungerne og ud til musklerne, så vi kan blive stærkere og hurtigere (kroppen reagerer, som om, der er reel fysisk fare på færde) og lige så en hurtigere udskiftning af det gamle "brugte" luft. Det kan give ufarlige symptomer som svimmelhed (ikke besvimelser, er det vigtigt at understrege), spændinger i hals og bryst og en følelse af åndenød. Så derfor prøver mange at styre deres vejrtrækning og tvinge den ned i et roligt leje - få "kontrol" over åndedrættet. Men da det er en automatisk reaktion, der er i gang, er den ofte ikke sådan at styre, i hvert fald ikke fra det ene øjeblik til det andet - i stedet opnår man ofte bare det, at man kommer lidt op og slås med sine egne kropsfunktioner, og så bliver man forpustet - dvs. trækker vejret endnu hurtigere. Derfor kan det ofte være en ide at prøve at lade kroppen trække vejret i den kadence, den nu vil og bare følge med - så lander man tit hurtigere på en rolig(ere) vejrtrækning, end hvis man prøver at "mase" den ned i ro.
Prøv i nogle udvalgte tidsrum at se, hvad er sker, hvis du bare følger med vejrtrækningen uden at styre den - måske virker det i den rigtige retning. Du beskriver i din mail noget, der lyder som et konstant forhøjet angstniveau, som ofte ses ved generaliseret angst, og her kan det være godt med noget afspændning eller mindfulness (en særlig stress-reducerende meditationsteknik), som også indeholder øvelser med fokus på at opnå et mere roligt åndedræt, netop gennem accept og ikke forsøg på at styre det. I et hele taget tror jeg, du kunne have stor glæde af mindfulness-træning, som også er utroligt godt som middel til ikke at være styret af angst og bekymringer.
Prøv at se, om du kan finde nogle introduktionskurser i nærheden af, hvor du bor - og hvis du har en smartphone, er der efterhånden en masse gode apps med mindfulness-meditationer, ofte ganske gratis, Jeg tænker også, at du måske kunne have glæde af at læse nogle selvhjælpebøger om angst og depression, og her tænker jeg især på "At ovevinde bekymring og uro" af Helen Kennerley, "At overvinde depression" af Paul Gilbert og "Slip bekymringerne" af Irene Oestrich. De kan være en god støtte indimellem psykologtimer og anden god hjælp, du kan få.
Det blev en længere roman fra mig, men jeg håber rigtigt meget, du kan bruge noget af det, jeg har foreslået, og jeg synes, der er al mulig grund til at være optimist på dine vegne - der er meget, der kan hjælpe på generaliseret angst, så rigtigt meget held og lykke og pas godt på dig selv.
Bedste hilsener,
Stine Næsted
Cand.psych.aut
