Jeg hedder Michelle og er 21 år. Har lige mistet min kæreste, står rigtig skidt økonomisk, mangler et sted at bo og mange andre store ting i mit liv er ikke som de skal være. Lider normalt af sygdomsangst og dødsangst. Pt reagerer jeg ikke som jeg normalt ville gøre, virker meget ligeglad med det hele. Fx savner jeg heller ikke min familie som jeg plejer. Kan dette skyldes angsten eller hvad kan det være? Pft.
Mvh Michelle
Kære Michelle
Det lyder som om du er helt slået ud af din situation og at den overskygger din angst og din sædvanlige måde at reagere på. Angsten ryger ofte i baggrunden, når der opstår en akut forandring i ens liv og det er jo på sin vis godt. Måske kan du bruge denne erfaring til i fremtiden at turde stole mere på at du nok skal klare det, hvis der opstår noget uventet. Det er jo ofte det uvisse og ukendte, som angsten centrerer sig om og her står du midt i det og mærker paradoksalt nok at din angst ikke fylder lige nu. Hvis du normalt savner din familie pga angsten og har brugt dem som en slags forsikring mod angsten, kan det også være derfor du nu ikke kan bruge dem. At du synes du virker ligeglad, kan derfor være en del af din overlevelsesmekanisme i den henseende, at du lige nu må handle og derfor måske vente med at forholde dig for meget til det skete, til du er kommet mere på plads rent praktisk. Hvis det derimod betyder at du føler dig helt handlingslammet, vil jeg råde dig til at bede om hjælp hos familie og venner, så de kan hjælpe dig til at overskue situationen bedre. Hvis du synes du får det værre, kan det også altid være en god ide at opsøge sin læge.
De bedste hilsner Pia