Jeg er i øjeblikket ramt af angst, men jeg kan ikke præcisere årsagen, og det er lidt ærgeligt for jeg forstår ikke, hvorfor jeg er angst. Jeg tager medicin for det, men jeg synes ikke, at det ligesom bliver mindre.

Hilsen Tim

Kære Tim

Tak for dit spørgsmål.

For at komme årsagen til din angst nærmere, kan jeg anbefale, at du begynder at føre en såkaldt tankeregistrering, hver gang, du oplever, at angsten kommer. Prøv, lige når du mærker, at angtsen kommer, at spørge dig selv, hvad der gik gennem hovedet på dig umiddelbart før – tanker, billeder el. lign. Fortvivl ikke, hvis du ikke kan huske det eller få fat i det – det er netop en træningssag, og dét, at du begynder at stille dig selv det spørgsmål, gør ofte, at du efterhånden bliver bedre og bedre til at identificere, hvad der gik forud for angsten. Rigtigt ofte kan følelsen af angst forklares, når man først får set på, hvilke tanker eller billeder, der løb igennem hovedet umiddelbart før - man får lavet en vurdering af eller forventning til den situation, man er i, som får fremstillet den som farlig, truende eller på anden måde angstfremkaldende, og så er der ikke noget at sige til, at man bliver bange.

Næste skridt er så at stille spørgsmålstegn ved denne vurdering af se på, om situationerne, man bliver bange for, nu også er så farlige endda. Rigtigt mange vil have god gavn af at samarbejde med en psykolog omkring at identificere, hvad angsten kommer af og ændre på de uhensigtsmæssige tanker. Det kan sagtens gøres sammen med en behandling med medicin. Og så vil jeg rigtigt meget anbefale dig at tage op med din læge, at du ikke oplever effekt af den medicin, du tager - det er vigtigt at få set på, om du får rette præparat og rette dosis.

Jeg håber, du har kunnet bruge mit svar.

Bedste hilsener og held og lykke.
Stine Næsted
Cand.psych.aut.