Jeg er meget forvirret - og håber at i kan hjælpe mig tættere på et svar
Alt jeg har skrevet, er direkte tanker fra hovedet - og jeg vil undskylde på forhånd, at det sikkert er meget kludret det hele.
Jeg er 23 år og har siden jeg var 6-7 år gammel, haft en indre uro i mig selv, og det er kun blevet værre med tiden. Jeg ved ikke om jeg har angst, depression - eller hvad jeg fejler, for et eller andet er i hvert fald galt. Jeg kan ikke få mig selv til lægen for at fortælle hvordan jeg har det, jeg er bange for at han/hun vil se ned på mig og ikke tro på hvad jeg siger - hvis jeg overhoved ville kunne få mig selv til at sige bare halvdelen.
Det hele virker så voldsomt - de to nærmeste personer jeg har, fortæller mig at det er voldsomt, og de kender endda ikke engang til halvdelen af det - da jeg igen, er meget bange for hvad de vil tænke - selvom jeg ved de elsker mig alligevel - det er mærkeligt og pisse irriterende! "Hvor svært kan det være" - jeg kritisere mig selv konstant, og kan ikke engang gå alene ned og handle - jeg får ekstreme svedture, krydser mine fingre, bider tænderne sammen, går klodset og sørger for kun at kigge ind mod ting/huse i håbet om at folk så ikke ser mit ansigt, ser hvem jeg er. skal jeg ned og handle, SKAL jeg have en med mig, ikke fordi at det gør mine svedture osv mindre - men så kan folk se, at jeg ikke er en ensom taber - men at der faktisk er et menneske der gider at ses med mig. har mine nærmeste ikke tid til mig - ja, så lever jeg gerne af vand alene, indtil de har tid - dage, uger - hellere det end at gå alene! ikke engang et telefonopkald, kan jeg få mig selv til - ikke engang til min egen far! - men mærkeligt nok, har jeg ikke problemer med at hjælpe andre, med samme problemer - så længe det ikke skal handle om mig. jeg har ikke gået i skole siden 7 klasse, intet arbejde - ingenting!
Jeg vil gerne, men jeg tør simpelthen ikke. alt tiden i folkeskolen, blev jeg mobbet rigtig meget, og hjemme sad mine to forældre - begge misbrugere- jeg ved ikke om de ting kan have været med til at have gjort som jeg har idag, men jeg kan ikke lade være med at tænke tanken. Jeg har meget dårlig selvtillid - og så alligevel ikke. Jeg føler inderst inde, at jeg er en sød pige og jeg er egentlig også selv tilfreds med mit udseende, alligevel er jeg sikker på og bange for, at folk ser og tænker det helt modsatte.
Det hele handler mest om mit udseende, jeg vil LANGT hellere have, at folk synes jeg er dum at høre på, end at de syns jeg er grim. Jeg stoler ikke på NOGEN, ikke engang mig selv. Jeg er konstant bange for at folk lyver og holder mig for nar, jeg er bange for at jeg lyver mig selv, og at det hele er ren indbildning. Jeg er forvirret, ked af det, sur og har konstant dårlig samvittighed overfor de mennesker jeg ved holder af mig. nu må de være nok, det styre mit liv fuldstændig - men hvad gør man, når man ikke tør fortælle nogen om det?
Jeg ved selvfølgelig godt, at i ikke kan sige noget med sikkerhed, men måske i kan komme med at svar på, hvad i TROR der er galt med mig. Dette har kun været nogen af tingene, jeg har skrevet - der er simpelthen så meget, at jeg slet ikke kan holde styr på det selv.
Hilsen den forvirret
Hej forvirrede
Tak for din henvendelse.
Jeg er glad for, at du skriver omkring din situation. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du finder ud af, hvordan du kan få hjælp til at få det bedre. De symptomer, du beskriver, lyder meget invaliderende for din hverdag og din trivsel.
Det er ikke muligt at sige, hvad der er galt, eller om du opfylder kriterierne til en diagnose, ud fra en beskrivelse. Det er vigtigt, at en udredning bliver gjort ordentlig og grundigt, hvilket betyder, at du er nødt til at åbne dig op for en professionel. Det kan være hos din egen læge, som kan give dig en henvisning til udredning i psykiatrien eller hos en psykolog. Du kan også vælge selv at kontakte en privatpraktiserende psykolog for en udredning, men hvis du går uden om lægen/det offentlige system, så kan du ikke få økonomisk tilskud.
Uanset hvordan du vælger din vej, så synes jeg, at det er vigtigt, at du søger hjælp. Jeg håber, at du finder modet til at være fuldstændig ærlig overfor en professionel. Jeg lover dig, at vi har hørt det før. Vores speciale er at forstå og hjælpe mennesker, der lider af psykiske sygdomme. Jeg har mødt mange, som har haft meget svært ved at åbne op, men de beretter også om en stor lettelse, når de får fortalt om, hvordan livet i virkeligheden hænger sammen. Og at de ikke bliver dømt på det. For lige nu går du bare og dømmer dig selv, og det bidrager til en ond cirkel, hvor du går og banker dig selv i hovedet over nogle symptomer, som er for svære at klare selv.
Hvis du synes, at det er svært at være fuldstændig ærlig fra starten, så sig det som det er. Jeg kan ikke fortælle det hele nu, men jeg håber, at det kommer, når vi lærer hinanden bedre at kende. Så kan du sammen med den professionelle arbejde på at skabe en tryg relation, så du på et tidspunkt kan fortælle om det hele. Ærligheden er nødvendigt for, at du kan få den rette forståelse af dine udfordringer og dermed også, at du får den rigtige hjælp til at få det bedre. Det er første skridt.
Jeg håber, at du finder modet. Man skal ikke være alene med psykisk lidelse.
Med venlig hilsen
Maria Krøl
Autoriseret psykolog
www.psykolog-maria-krol.dk
