Ja, som overskriften lyder, så lider jeg af forgiftelsesangst. Jeg er bange for at spise eller drikke ude, og nogle gange hjemme også, det er rigtig rigtig svært. Min angst startede for snart et år siden, efter at jeg prøvede at ryge hash, som jeg ikke kunne tåle, og det har nu ødelagt meget af mit liv. Har aldrig nogensinde mærket angst før, jeg prøvede at ryge hash.. Jeg går til psykolog og det har jeg næsten gjort lige fra starten af.
Jeg er en ung pige på 19 år, og det er svært for mig at indfinde mig med, at jeg lider af angst og er i gang med at udfordre min angst meget, så jeg kan blive Angstfri en dag. Min læge siger, at jeg forstår og arbejder godt med angsten, og hun ser gode muligheder for mig. Jeg lever et ganske normalt liv, trods min angst. Jeg er ikke på medicin, fordi jeg er imod den slags, og fordi jeg ved ,at jeg nok skal klare det uden! Dog er min angst tit så kraftig, at den kan få mig overtalt til at tro, at der er noget galt med det jeg spiser eller drikker. Jeg tror min forgiftelsesangst bunder meget i, at jeg er bange for at få det lige så dårligt, som dengang jeg prøvede at ryge hash, da jeg oveni også er bange for stoffer. Det hele er begyndt at fylde meget mere hen over de sidste par måneder. Er gået fra at føle angst i ny og næ, til at mærke det hver dag. Når jeg skal drikke eller spise noget, så kommer tvivlen, om der er stoffer i min mad, selvom JEG godt selv ved, at der ikke er, så er angsten meget overbevist om, at der er. Det er en hård kamp imod angsten og få overtalt mig selv, om at der ikke er. Men jeg gør det, gang på gang. Men det er ligeså svært og hårdt hver eneste gang.
Jeg vil gerne være mit gamle jeg igen. Jeg er en udadvendt pige og har altid været det, jeg er også meget social, men jeg kan mærke at jeg bliver mindre og mindre. Jeg går ikke i byen og fester længere, fordi jeg er bange for at blive "forgiftet" i byen. Det ødelægger meget at mit ungdomsliv, da jeg førhen elskede at gå i byen og feste. Jeg ved, at mine veninder savner mig, og jeg savner dem og vil gerne med dem i byen, men det er som om, jeg er lænket fast, fordi jeg har undgået byen i snart et halvt år nu. Jeg savner at være mig, at være hende den selvsikre og stolte og stærke. Jeg er blevet en nervøs pige, som tager alle sorger på forhånd. Udadtil kan man ikke se, at jeg lider af angst, jeg har stadig stor selvtillid omkring mig selv, og at jeg nok skal klare det. Det er en svær balance for mig den her angst, for jeg er faktisk glad for at have oplevet den, fordi den har gjort mig stærkere, mere forstående og sætter mere pris på livet nu. Men hader at den har gjort mig nervøs og indelukket. Ingen af mine venner kender til angst, så de kan ikke rigtig forstå mig, selvom de prøver så godt de kan. Det er svært med mine forældre, fordi min far slet ikke vil forstå det, han beder mig om at stoppe hver gang, jeg bliver ked af det og siger det er pjat. Min mor, hun prøver, kan jeg se, men hun har svært ved at forstå det, og det er jo klart, det er en unormal ting at være så angst for at spise, men hun støtter mig så godt hun kan og krammer mig, når jeg har brug for det. Jeg har en tvillingebror, som jeg har et godt bånd til, og han bakker mig rigtig godt op, og siger at jeg nok skal klare det. Min kæreste er bare perfekt til at støtte og samme tid presse lidt på. Det er hårdt, at jeg har "mistet" et år af mit ungdomsliv og måtte trække mig tilbage og fokusere mere på mig selv og angsten, når det jeg gerne vil er at feste med mine veninder, gå på cafeer, ture at drikke mig fuld og bare opføre mig som en 19 årige. Det er som om, at jeg er blevet at for hurtigt ældre. Jeg savner mit ungdomsliv, og jeg savner ikke at være nervøs og at have den der indre styrke og selvsikkerhed til at springe ud i ting, som jeg gjorde engang. På de punkter kan jeg slet ikke kende mig selv. Heldigvis har jeg stadig min humor og mit glade humør. Jeg prøvet at leve et helt normalt liv, da det er vigtigt for mig, at det er muh der bestemmer over mit liv. Jeg skal begynde på en ny uddannelse til august og har sat mig et mål om, at jeg vil være Angstfri, dertil. Jeg kan alle metoder mod angst og ved hvad jeg skal gøre, er sku næsten ekspert :p. Men det er som om at det hele er gået lidt i stå.. Jeg har desværre ikke så god tålmodighed og vil super gerne bare over det og have det normalt.
Undskyld mit lange og måske forvirrende brev. Men vil bare høre, hvad jeg skal gøre for at komme det sidste stykke? Hvordan slipper jeg uroen? Og hvordan bliver jeg mere social igen, da det er en vane at takke nej, hver gang veninderne vil have mig med ud af huset. Vil leve normalt igen og det er mit mål.. Men hvordan kommer jeg det sidste stykke? Jeg styrer næsten angsten, men mangler bare et lille stykke, et skide svært stykke, men det er ikke langt..
Mvh Silja 🙂
Kære Silja
Når jeg læser dit brev, kan jeg se at du kæmper rigtig hårdt. Den ubehagelige oplevelse med hash, har sandsynligvis været den udløsende begivenhed, for den angst du oplever nu. Heldigvis kan jeg høre at du ellers er en stærk, livsglad og udadvendt pige, der har et godt netværk omkring dig.
Du skriver at du kender alle metoderne til at overkomme angst og der er derfor en fare for, at jeg ikke kan fortælle dig noget nyt. Jeg vil derfor bidrage med det, jeg selv har erfaring med, der virker hos mine klienter og håbe, at der er noget du kan bruge til at komme det sidste stykke.
Først og fremmest vil jeg karakterisere din angst som hørende til under OCD - spektret. Det gør jeg på baggrund af, at du beskriver at angsten især næres af en tvivl omkring en mulig forgiftning, der gør at du har svært ved at tage i byen, eller gør det svært at spise eller drikke. Den ene side af dig, ved godt at det bare er angsten, men så kommer tvivlen og uroen og gør at det alligevel føles farligt. Hver eneste gang du giver tvivlen ret, vil den blive fodret og vokse sig stærkere og stærkere. Det er sandsynligvis også derfor du har oplevet at angsten er blevet værre med tiden.
OCD kan forekomme som både tvangstanker og tvangshandlinger, men den kan også bestå af tvangstanker alene. Tvangstankerne er som nævnt kendetegnet ved en ubehagelig tvivl og nogle tænkte scenarier, som man ikke kan forsvare rationelt. Det handler oftest om angsten for at kunne komme til at skade sig selv eller andre.
Når du eksempelvis afstår fra at gå i byen, vil du umiddelbart føle tryghed og lettelse fordi du undgår ubehaget. Desværre gør det dig også ked af det og fodrer din angst. Derfor skal du blive ved med at gøre det, som du også skriver at du gør, nemlig at udfordre dig selv ved at blive ved med, at prøve at gøre de ting, der giver uro og angst.
Men det du i virkeligheden skal øve dig i, er at kunne holde ud at være i det ubehag, der helt forventeligt vil følge med, når du vil tage i byen eller spise noget ”potentielt farligt”. Næste gang du mærker angsten komme, skal du derfor være opmærksom på, hvordan du møder den. Måske tænker du åh nej ikke igen, den ødelægger mit liv etc. og du vil dernæst forsøge at skubbe den væk eller undertrykke den. Herved er du nemlig også med til at fodre den.
I stedet skal du øve dig i at kunne sige ”hej angst, der er du jo – lige som jeg havde forventet dig” og opgaven er så at kunne lade den være og betragte den, uden at forsøge at fjerne eller undertrykke den. Herved udsulter du angsten, for den kan kun leve og vokse, hvis du forsøger at undgå at mærke den. Den gyldne regel ved angst er nemlig, at jo mere man forsøger at kontrollere den, jo mindre kontrol oplever man.
Et konkret hjælpemiddel hertil, kan være Detached mindfulness, som er en metode, hvor du øver dig i at kunne rumme angsten ved at betragte den udefra med en neutral opmærksomhed. Herved lærer du at lade angsten træde i baggrunden som en slags baggrundsstøj, men igen uden at du forsøger at fjerne eller kontrollere den.
Når du oplever at kunne være med din angst, vil den ikke længere påvirke dig på en negativ måde og derfor vil den blive udslukket. Det er dog vigtigt at væbne sig med tålmodighed og det kræver, at du måske er nødt til at starte med at øve dig i nogle af de situationer, der er lidt mindre angstprovokerende og så holde dit fokus her til en start. Du skriver at du på en måde har fået en større forståelse og taknemmelighed for livet gennem angsten. Det du kunne arbejde videre med her, kunne være en større tålmodighed med dig selv, for ellers kan du nemt komme til at fodre angsten, fordi du vil bebrejde dig selv at det ikke går hurtigt nok.
Hvis du finder det meget svært at kunne være i angsten uden at forsøge at kontrollere den, vil det måske også være en ide at overveje medicin alligevel. Den kan fjerne toppen af angsten, sådan så det bliver lettere for dig, at arbejde med at kunne være i den. For nogle mennesker, er det lige det overskud som medicinen giver, der gør at de kan gå det sidste stykke.
Mange hilsner
Pia Brabrand - Autoriseret psykolog
