Hej!

Først og fremmest, rigtig god side!

Jeg er en pige på 24 år, der har lidt af angst (generaliseret angst) i 2 år. Formentlig opstået af stress og forsøg med at ryge hash for første gang.

I starten havde jeg panikanfald ca. 1 gang om ugen, men det blev hurtigt til en konstant vedvarende angst. (Dog ikke lige så invaliderende som de første angstanfald).

Har gået/og går til psykolog og får kognitiv terapi, som har givet mange gode værktøjer. Jeg synes selv jeg er blevet bedre til at få kontrol over angsten. Men noget der stadig plager mig i stor grad, er konstante smerter forskellige steder i kroppen. Enten hovedpine, mavesmerter,muskelsmerter eller fornemmelse af kuldegysninger i hovedet. Muskelspændingerne er tit så invaliderende, fordi de primært sider i nakken, så jeg blir svimmel og ukoncentreret. Jeg har gået til fys og kiropraktor i lang tid, men intet hjælper.

Er det fordi jeg er i en konstant angst tilstand, jeg bliver ved at få spændinger, og hvad kan jeg gøre for at slippe af med de gener?

Mvh. Christina

Kære Christina

Udfra din beskrivelse har du taget fat i relevant hjælp. Jeg vil forslå, at du også drøfter de nævnte gener med din behandler, for at se om i kan arbejde videre med det. Måske der kan ligge nogle flere tankemæssige vinkler på de fysiske smerter, som er med til at vedligeholde disse og derved forøge den kropslige stress?

En anden vinkel kunne være, at arbejde med en psykolog der har speciale i at arbejde med kroniske smerter og måske kombinere et sådant forløb med mindfulness.

Der findes flere psykologer som udbyder mindfulnesskurser både af kortere og længere varighed.

Med venlig hilsen
Mette Lauritzen
Cand.psych.aut. Specialist i Klinisk Psykologi