Jeg har fået angst i følge af stress. Jeg er konstant nervøs, og ofte føler jeg at jeg ikke kan få luft og så bliver jeg mere bange.
Jeg var ved egen læge igår, her var min kæreste med og vi fik en rigtig god snak, og følte at vi kom ind til kernen af hvad der har udløst mit stress. Vi talte om, hvad der skulle lave om både hjemme og på mit arbejde for at få det bedre.
Jeg havde det rigtigt godt resten af igår følte det ville gå fremaf nu.
men her til morgen fik jeg endnu en tur hvor jeg var bange følte jeg ikke kunne få luft og begyndte så at tænke at jeg får det aldrig normalt igen.
Har I nogle gode råd til hvad jeg selv kan gøre?
Jeg har også gode stunder hvor der ikke er noget, hvor fornuften sejre og i disse stunder syntes jeg jo det hele er noget pjat.
Men har I nogle råd?
Hilsen Anja
Kære Anja
Du er allerede godt på vej, og har gjort nogle gode tiltag for at få det bedre ved at gå til din læge, men også at inddrage din kæreste.
Jeg vil dog anbefale dig at søge yderligere hjælp hos en psykolog, hvor du kan få nogle flere redskaber til at arbejde med din angst. Angst i let til moderat grad kan du lære at styre uden brug af medicin, men det er til gengæld vigtigt at du får behandling, da ubehandlet angst blot bliver værre og værre.
Jeg har god erfaring med brug af mindfulness meditation, som kan reducere angstsymtomer, og der er også evidens herfor. Det handler langt hen ad vejen om at lære sine tanker at kende, som kan forværre de kropslige angstsymptomer. Hvis du gerne vil lære mindfulness meditation, er det afgørende at du finder en god underviser, der selv praktiserer mindfulness.
Her kan jeg henvise til www.mindfulnessforeningen.dk for at finde gode undervisere.
Mvh
Benita Holt Rasmussen
Hvordan bekæmper man uvirkelighesfølelse ved angst?