Jeg har i en del året været plaget af angst, som udløst af stress. det udviklede sig til helbredsangst og dødsangst. Det seneste år har jeg fået mig selv ret godt på rette kurs igen, dog er nogle dage bedre end andre, men i bund og grund mærker jeg ikke denne angst, da jeg har lært at tackle mine følelser på en helt ny måde. Jeg tager ikke medicin og har aldrig gjort. Det har været benhårdt arbejde. Så i sidste uge skete der det, som jeg nok altid har frygtet lidt.
Min kæreste fik nogle sygdoms symptomer, som skulle testes hos lægen, og her gik jeg i total panik og fik et angstanfald. Heldigvis var der ikke noget alvorligt galt, men nu sidder jeg tilbage med smerterne i kroppen efter et angstanfald og det gør mig så ked af det. Kan jeg, og hvordan lære at tackle fremtidens uvished og ikke gå i total panik og angst med det samme, der sker noget "uventet". Jeg er så bange for, at der skal ske dem jeg elsker noget, at jeg skulle miste dem, ikke kunne hjælpe dem nok og dermed svigte dem. Jeg reagerer meget voldsomt, at tror altid det aller aller værste med det samme, jeg kan ikke tænke klart og tage den med ro, tankerne og følelserne løber afsted med mig, og så går den galt.
Hvad kan jeg gøre for ikke at reagerer alt for voldsomt og negativt i fremtiden, og tro at nu er det op til mig, og alt handler om liv eller død, og at jeg kan miste en jeg elsker?
Tit og ofte kan jeg få den tanke, at det da ikke kan passe at livet vil mig det godt, og at jeg bliver sat på prøve.
Vh Julie
Hej Julie
Først og fremmest er det glædeligt at høre, hvor godt, du er kommet igennem den angst, som du har haft tidligere. Det lyder, som om du har lært dig selv bedre at kende og - som du skriver - lært at tackle dine følelser på en helt ny måde.
Jeg synes, det er naturligt og forståeligt, at du har reageret med angst på uvisheden i forhold til din kærestes sygdomssymptomer, selv om det lyder som om det har været en voldsom oplevelse. Jeg tænker, at det bedste, du kan gøre, når nu du har haft oplevelsen er, at prøve at acceptere, at det er sådan, du stadig kan reagere. Dvs at prøve at møde dig selv med forståelse for, at du hurtigt kan panikke og blive meget utryg, og dermed også måske kan trøste og tage hensyn til dig selv efter en sådan oplevelse. Dette vil også forhøje muligheden for, at du nu ikke efterfølgende begynder at gå og bekymre dig for og problematisere muligheden af, at det sker igen - og dermed
risikerer at komme ind i en ond spiral - angsten for angsten.
Du spørger om, om du - og i så fald hvordan - kan lære at tackle fremtidens usikkerhed, og at du kan få den tanke, at det da ikke kan passe, at livet vil dig det godt, og at du bliver sat på prøve.
Jeg synes, det er et rigtigt godt - og stort - spørgsmål, du stiller. Min erfaring er, at det at arbejde med den grundlæggende tillid til, at livet vil bringe en noget godt, er en proces, der tager tid, og hvor der kan være mange forskellige elementer, der kan have en betydning. Det følgende kan måske være idéer, der kan give ny inspiration til din proces:
- Du skriver, at din tidligere angst har været udløst af stress. Min erfaring er, at det personlige arbejde med stress ofte er en proces, hvor man dels skal blive bedre til at sige fra, dels skal blive bedre til at finde ud af, hvad der skal til, for at man trives. Man kunne også kalde det “egenomsorg”. Min erfaring er, at tilliden til fremtiden ofte hænger sammen med, hvor “god”, man er til at sørge for, at man selv trives. Det vil med andre ord sige: Kan det være, at der er områder af dit liv/dig selv, som du kan gøre en indsats for at forbedre? Dette kan være et fortsat arbejde, fordi det, der den ene periode, giver trivsel (fx ro og hvile) måske i næste periode afløses af et behov for at være kreativ. Ofte kan små ting gøre en stor forskel - fx at give dig selv lov til at sætte dig og drikke en god kop kaffe på en café.
- En anden mulighed er at bruge tid på afspænding/yoga/mindfulness eller lignende, som på forskellig vis kan berolige kroppen, nervesystemet, tankerne og følelserne, og give større “modstandsdygtighed” mod automatisk at reagere med angst i uvante situationer.
Sidst men ikke mindst tænker jeg, - hvis du har mulighed og råd - at det ville være godt at få hjælp til at arbejde med de angstprægede reaktionsmåder og negative forventninger til fremtiden i en terapeutisk relation, da det kan give mulighed for at arbejde med de følelsesmæssige aspekter af problematikken, som kan være svære at blive bevidst om på egen hånd.
Med venlig hilsen
Nina Hestbech
