Jeg er en pige på snart 21.
Da jeg var 19 og afsluttede gymnasiet og havde et sabbatår, begyndte en slem periode for mig med angst og kvalme.
Måske fordi mit liv ændrede sig markant efter 13 år med skolegang til nu at blive en anderledes hverdag med et fast arbejde i stedet, hvor kollegerne var meget ældre end mig.
Min mor havde kræft, da jeg var omkring 7 år. Læs også: Medicin mod angst
Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt var meget nedtrykt og troede, at jeg selv var syg af kræft.
Men efterfølgende har mit liv ikke været præget af ret mange betydelige nedture.
Men det startede som 19-årig, hvor jeg pludselig ud af det blå fik kvalme.
I starten tænkte jeg, at det nok går over af sig selv.
Men efterhånden som det fortsatte i en måned begyndte mine tanker at fokusere sig på ''hvad nu hvis min angst og kvalme aldrig går over igen'', ''hvad nu hvis jeg er alvorligt syg''.
Det dummeste var, at jeg googlede det.
For her gemmer alle de værste historier sig jo.
Lægen var sikker på, at det var psykisk.
Det antog hun lige med det samme, ved at stille spørgsmål omkring mit liv osv.
Men det viste sig, at jeg faktisk havde mavesyre refluks og det psykiske sprang ud af min dårlige fysiske tilstand.
En lang periode med nedsat glæde og livskvalitet fik endelig sin ende og mine bekymringer kunne stoppe.
Så begyndte livet pludselig at gå sin normale gang, og jeg er bestemt en livsnyder.
Pludselig 6 måneder efter, får jeg følelsesløshed i min venstre arm.
Igen lod jeg det være, men det fortsatte og resulterede i søvnløse nætter med alt for mange ubehagelige tanker og bekymringer.
Når jeg tænker tilbage på det, så tænker jeg ''Hvorfor var jeg dog så bekymret, det var jo ingenting''.
Men det kan man sagtens sige bagefter.
Efter adskillige lægebesøg blev jeg sendt til alverdens undersøgelser både med hjerte, hjerne, scanning, EKG og blodprøver.
Der var intet. Læs også: Den hyppigste årsag til du får angst
Måske lidt uregelmæssig puls, men det er normalt fik jeg at vide.
Så stoppede det med min arm, men så begyndte jeg at have en utrolig kraftig hjertebanken, så jeg slet ikke kunne få ro i kroppen.
Efterfølgende fik jeg slemme kæbespændinger.
Men alt dette gik pludselig væk af sig selv, da jeg startede på Universitetet.
Det skal siges, at jeg har været slem til at google efter alt muligt konstant flere gange om dagen, i håbet om at få ro og svar, hvilket slet ikke hjalp i disse perioder, tværtimod.
Men nu igen 6 måneder senere efter en vild periode med mange eksamener og 2 måneder uden skolegang pga. læseferie, har jeg fået nye symptomer.
Ligesom jeg tror mit liv kører derud af på skinner, så slår det mig i gulvet.
Jeg har nu døjet med søvnproblemer i 4 dage, men så kom der 3 nætter med en fantastisk masse søvn og bekymringerne holdt op.
Jeg tog så veludhvilet afsted til en eksamen, som jeg klarede rigtig godt og over alt forventning.
Samme aften kom det så igen, med hjertebanken og åndenød, som jeg ikke kunne sove for.
Jeg fik konstateret mild allergi udløst astma for et år siden, og jeg er i en god behandling med kun få anfald om året.
Men denne åndenød er bestemt ikke astma.
Jeg har en følelse af anstrengelse.
Jeg kan slet ikke tage en dyb indånding normalt, hvis jeg kan, så bliver det med skuldre og bryst, så det til sidst gør ondt.
Jeg bliver nødt til at anstrenge mig for at gabe, så jeg får lidt luft.
Jeg tog så til vagtlægen, som lyttede på mig, og sagde at det hele lød fint.
Sådan har det været i snart en uge nu, og det udløser anfald af gråd og panik konstant.
Mit humør vender pludseligt, og jeg tænker hele dagen på min anstrengte vejrtrækning.
Det bekymrer mig så meget, og jeg kan ikke sove ordentligt for det.
Jeg har ondt i nakken og ryggen samtidig.
Og jeg bliver så ked af det over for min kæreste, da han hele tiden skal se mig græde og være i panik, samt ikke have overskud psykisk til bare at rejse mig fra sengen.
Jeg har heller ikke lyst til mad eller drikke.
Jeg bliver ked af, at jeg ikke bare kan være psykisk og fysisk stabil ligesom ham, der aldrig er syg og altid er fyldt med glæde, kærlighed og overskud.
Jeg er bange for, at han vil blive træt af mig, og at han mister gnisten, fordi jeg skal være så ynkelig.
Jeg har prøvet at fortælle mine forældre om mine tanker, følelser og fysiske symptomer.
Men de kan ikke forså mig.
Jeg kan mærke, at de synes, det er noget pjat.
Især fordi min far og mor har gået igennem en rigtig vanskelig og lang periode med min mors kræftforløb.
Som min far engang kommenterede på noget i tv ''Jeg har det sådan, at jeg har taget min tørn i forhold til sygdom, da mor var syg, andre der klager over små ting er bare pjattede''.
Det gjorde så ondt på mig, fordi jeg kan mærke, at jeg er psykisk medtaget, hvad enten mine symptomer er fysiske eller udløst grundet det psykiske.
Det er så svært at beskrive.
Det føles som sorg inden i mig.
Jeg kan bryde ud i gråd når som helst.
Jeg har brug for en der holder om mig, og forstår mig konstant.
Min kæreste er virkelig god til at trøste mig og støtte mig i alt, men det kan jo ikke blive ved.
Jeg elsker mit liv, som det er, og jeg elsker det faktisk rigtig højt.
Min skønne familie, min fantastiske kæreste og mine veninder samt mit studie, som det går så godt med.
Alt dette gør mig ked af det, når jeg fysisk har det skidt, og når jeg fysisk har det skidt må jeg jo antage, at det skyldes det psykiske.
I hvert fald hænger de to ting sammen for mig.
Jeg er normalt en glad og fjollet pige, der altid snakker og fortæller.
Min familie og min kæreste værdsætter, at jeg altid har noget at fortælle og snakke om, og jeg er god til at lytte og give respons på mange forskellige ting.
Men alt dette kan jeg bare ikke overskue når jeg har det dårligt fysisk og psykisk.
Jeg tænker ''åh, jeg er så ked af, at jeg skal være så ked af det hele tiden, det gør mig ked af det''.
''Jeg er ked af det, fordi jeg føler mig alvorligt syg, og mine fysiske symptomer bekymrer mig og generer mig meget, især det med vejrtrækningen''.
''Jeg vil så gerne bare stå op i morgen, gøre de normale ting, tage afsted til studiet, komme hjem og være dejligt træt og så sove uden at bekymre mig om andet''.
Jeg forstår bare ikke, hvorfor min krop lige midt i alt det gode vælger at sige stop for så efterfølgende at starte et følelsesmæssigt kaos oppe i mit hoved.
Jeg vil spørge om, det kan være rigtigt, at min besværede vejrtrækning kan være forårsaget af angst, som så stresser min krop fuldstændig?
Som så fortsætter i en ond cirkel, fordi min overfladiske vejrtrækning udløser angst og panik?
Jeg har prøvet med øvelser og noget musik, men mine tanker kører derud af lige meget hvad, og min vejrtrækning er dårlig konstant (igen, det er pludselig opstået).
Hvilken form for hjælp kan være gavnligt for mig? (Jeg vil aldrig gå med til piller, det har jeg mig selv og mine omgivelser for kær til).
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare min læge det.
Jeg tror det vil hjælpe, og at hun forhåbentlig vil tage mig seriøs.
Kan alt dette skyldes, at jeg er gået fra en travl hverdag med skole og arbejde, til pludselig med store mellemrum at have fri pga. eksamener, hvortil min krop så før har været stresset, og den nu for alvor har tid til at vise mig det?
Denne gang kan jeg virkelig ikke klare tanken om at skulle igennem en lang periode med angst og ubehagelige symptomer igen.
Jeg vil bare være glad, rask og fri for alle mine slemme bekymringer.
Hilsen Nanna
Kære Nanna
Tak for din henvendelse.
Jeg kan godt forstå, at du er ked af de symptomer, du oplever.
Jeg kan også godt forstå, at du gerne vil være rask og glad og fri for bekymringer.
Men der er også svære ting i livet, fx beskriver du din mors sygdomsforløb.
Livet består af både godt og skidt. Se også: Gratis meditation - Giv slip på angst og stress
Vi mennesker mærker gennem livet hele følelsesregistret, ikke kun de rare følelser.
Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at det føles som sorg indeni dig.
Måske er der noget i dig, som ikke har det så godt.
Du skriver også, at det fysiske og psykiske hænger sammen for dig.
Det gør det i os alle sammen, og vi ved, at når vi fx ikke får nok søvn, så påvirkes psyken og immunforsvaret, ligesom at vi ved, at når vi har det skidt psykisk, så kan vi have svært ved at sove.
Kroppen vil engang imellem gøre lidt ondt rundt omkring.
Min erfaring er, at vi ikke lægger mærke til det, når vi har travlt med at have det godt og sjovt, men i perioder hvor psyken er lidt sårbar, kan der være en øget opmærksomhed på det, og det kan skabe bekymring.
Det er rigtig fint, at du er blevet undersøgt grundigt hos lægen.
Ud fra dine beskrivelser i din mail lyder det til, at du lider af sygdomsangst og/eller panikangst.
Begge er ubehagelige angstlidelser, som jeg vil anbefale dig, at du får behandling for.
Angstlidelser kan både komme pludseligt, hvor det kan være svært at se, hvad der har forårsaget det, men det kommer oftere i stressede perioder, fx som du beskriver med eksaminer mm.
Jeg er ked af at høre, at dine forældre har svært ved at forstå din situation og yde dig støtte.
Det håber jeg, at de kan, når de lærer mere om, hvordan du har det. Læs også: 3 simple tips til at få dine angstanfald væk
Det ville også være godt, hvis du og din kæreste kan læse om det sammen, så han bedre kan forstå dig.
Min anbefaling er, at du går til din egen læge og forklarer symptomerne.
Lægen kan give dig en henvisning til en psykolog ud fra årsag 11: Personer med let til moderat angstlidelse.
På den henvisning kan du få tilskud til op til 12 konsultationer hos en psykolog.
At vælge en psykolog er en smagssag, men et bud kunne være en psykolog der arbejder med ACT (acceptance and commitment therapy).
Det er en metode, hvor man lærer at rumme de svære følelser på en måde, så de ikke får lov at overtage ens humør og handlinger. Så der er plads til, at du kan være dig selv.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar og ønsker dig rigtig god bedring.
Med venlig hilsen
Maria Krøl
Autoriseret psykolog
www.psykolog-maria-krol.dk
